Ta’ på tur på Rungsted Kyst Station

Vi har været på tur i området omkring Rungsted Kyst Station og vil inspirere dig til at gøre det samme. Der venter nemlig en håndfuld skønne uventede oplevelser. 

Besøg et ‘huiskamer’

Start turen i den vestlige stationsbygning, hvor vi har fået et ‘huiskamer’. Det er hollandsk og betyder dagligstue. Det er netop det, DSB har lavet i Rungsted. Stationsstuen byder velkommen til rejsende og andre, der lægger vejen forbi til en kop kaffe, en sandwich eller en snack. 

Vi bruger også Stationsstuen til kortere møder. Her er både Wi-Fi og god kaffe. Det er iøvrigt Nordsjællands første ‘huiskammer’.

Når forfriskningen er indtaget, og I forlader Stationsstuen, så husk at kigge op på de smukke gamle freskofriser i ventesalen.

Stationsstuen Rungsted Station
Stationsstuen Rungsted Kyst Station
Stationsstuen Rungsted station

Nu går turen via perronen op ad trapperne og hen over broen til østsiden. Fra broen kan I overskue hele stationsområdet helt ned til den gamle remise, som er næste stop. På vejen passerer I de gamle DSB-funktionærboliger fra 1903 og 1910. 

En gammel 007 dame i Rungsted 

Remisen og stationsbygningerne er opført samtidig med etablering af kystbanen i 1897. Rungsted Kyst Station fungerede som endestation for regionaltogene. Derfor er den udstyret med både drejeskive og lokomotiv-remise. Remisen er i dag et arbejdende værksted og opbevaringssted for Nordsjællands Jernbaneklub. Her kan man møde medlemmerne, mens de er i gang med det fornemme arbejde at restaurere de over 100 år gamle damplokomotiver og signalskuret fra Nordhavn. Det er som at træde ind i en Olsen-banden film. 

Veterantog Remisen Rungsted Station
Veterantog Remisen Rungsted Station
Veterantog Remisen Rungsted Station

Blandt de gamle damplokomotiver er der et helt specielt lokomotiv. ‘DSB S 740’ er bygget i 1928 og var med i James Bondfilmen ‘Octopussy‘ fra 1983. Her trækker det i høj fart en togvogn lastet med en atombombe, alt imens Roger Moore slås mod skurkene på taget. Stjernestøvet har lagt sig, og nu venter den gamle dame, at det bliver hendes tur til at komme i kærlig behandling af remisens entusiaster.  

Nordsjællands Jernbaneklub mødes onsdag aften og lørdag eftermiddag, hvor man kan få et kig ind i remisen til de smukke lokomotiver. De oplyser selv at Rungsted remise er næsten altid åbent onsdag eftermiddag og aften efter kl. 15:00, samt lørdag eftermiddag fra ca. kl. 13:00

Gå på opdagelse i galleriet  

Nu skal I en tur på galleri – og I kan sagtens tage børnene med. I den østlige stationsbygning ligger ‘My Beautiful Gallery’, der har skiftende udstillinger med spændende kunstnere. Her skal I også huske at læne hovedet tilbage og nyde det smukke loft i galleriet. Køb en forfriskning i baren og sæt jer ud under de smukke buer på den gamle stationsbygning.  

Rungsted station My Beautiful Gallery
Rungsted Station My Beautiful Gallery
Rungsted Station graffiti

Gå på opdagelse på de gamle mursten. 

Man ser det ikke ved første øjekast, men på murstenene har togrejsende i omkring 100 år skrevet deres navn og årstal. Det er meget fascinerende at se alle de gamle og nyere ‘grafittitags’ på væggene. Den ældste, vi fandt, var fra 1/7-1927. Måske kan I finde én, der er ældre?  

Lad vandet i en anden tidsalder 

I skal lige have det sidste sjove indtryk, inden turen slutter. I skal på toilettet.Toiletbygningen er lige så gammel som resten af stationen. Her træder du ind i en tidslomme fra en svunden tid med det smukkeste terrazzogulv og klinker med buede kanter. Vi ved ikke, om det er det originale interiør fra 1897.  

Om Rungsted Kyst Station 

De gamle smukke stationsbygninger blev opført i forbindelse med etablering af Kystbanen i 1897. Stationen modtog også meget gods fra de omkringliggende industrier bl.a. fra Den Militære Klædefabrik, Hørsholm Jernstøberi og Tobakspakkeriet. 

Stationen hed oprindeligt Rungsted Station, men omkring 1927 blev den omdøbt til Rungsted Kyst, da postvæsnet gentagende gange tog fejl af Ringsted og Rungsted.  

Oplevelser i Nordsjælland -Rungsted Kyst Station

Fotos: Header – Peter Leschly ∙ Andre billeder – Therese Harris

FAKTA

Stationen er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck. Kystbanens stationer regnes for hans gennembrudsværk og hovedværk. I 1898 modtog han Eckersberg Medaljen for stationsbygningerne. Vi er så heldige at have to af dem.

LANGAUGE »