Rungsted Havn
Cykeludlejning
Café / restaurant
Strand / vandsport
Adresse
Rungsted Havn 10
2960 Rungsted Kyst
Kontakt
Åbningstider
Hele året
Rungsted havn ligger midt på Øresundskysten med en flot udsigt udover vandet og Øresundskysten – både mod syd og mod nord og den svenske ø Hven.
Havnen pulserer af havneliv med sejlerne på deres både, i sejlklubberne og vandsportsklubberne, der ligger på havnen.
De mange hyggelige butikker og restauranter på den populære promenade tiltrækker gæster fra nær og fjern.
Her er masser af at kigge på og mange steder, hvor I kan slå jer ned og nyde solen. Det er altid spændende at se på de mange forskellige både. Store som små. Vi elsker at betragte livet på havnen og på kajen.
De lokale elsker at komme her til lidt god mad, en is eller en kop kaffe. Eller de lægger gerne den daglige gåtur forbi havnen.
Her er også meget at tage sig til for både børn og voksne. Der er legeplads, krabberacebane og strand til store som små.
Og de kulturelle oplevelser venter lige på den anden side af Strandvejen, hvor Karen Blixens hjem venter på jeres besøg. Rungsted havn ligger centralt for flere kulturelle oplevelser i området.
Eller man kan gå eller løbe en tur i den nærliggende skov, Karen Blixens fuglereservat eller langs Strandvejen.
Rungsted havn er Danmarks 3. største lystbådehavn med 850 bådepladser, og der er altid en ledig gæsteplads. Her er plads til store 50-70 fods både. Havnen har alle de faciliteter, som gør det til en god gæstehavn, hvis I kommer sejlende.
FACILITETER
Restauranter/Cafeer
Kiosk og ishuse
Butikker
Legeplads & krabberæs
Strand
Beachvolley
Grillpladser
FOR SEJLERE
Slæbested/bedding
Mastekran
Skibsproviantering
WiFi
Benzin/Diesel
Toilet/bad
Vaskeri med tørretumbler




Foto: Riva Bistro & Bar
Spisesteder på Rungsted havn
Her er alt – lige fra fiskehandlerens fiskefrikadeller til sandwichs, pizza, wok, sushi, den traditionelle cafe, velstegte steaks og fransk bistro med gourmetmad. Her er ofte sol, læ for vinden og udsigt til havnelivet og til alle bådene.
Vil man lidt væk fra den livlige havnepromenade, kan man krydse Strandvejen. Her er der tre gode spiseoplevelser:
Byens hyggelige, gamle kro Rungsted Kro, museumscafeen på Karen Blixen Museet og restauranten The Lounge på Rungstedgaard med afslappet badehotelstemning. Og for øvrigt en vaskeægte dansk pølsevogn på hjørnet af Rungstedvej.
Shopping
Selvom du måske ikke lige er på havnen for at shoppe, så kan det være svært at lade være. Rungsted Havn byder på en håndfuld spændende forretninger.
Her finder du lækre tøjforretninger, som er meget populære blandt havnens gæster. Til dig, som elsker vandsportsudstyr og bådudstyr, er der to rigtig gode butikker.


Foto: Gumpel & Co.
Sportsaktiviteter på Rungsted Havn
Elsker du frisk luft og vand, så er der masser af muligheder på Rungsted havn.
Her er roklub, kajakklub, en vandskiklub, to sejlklubber og søspejdere. Er du mere til SUP board, kan du leje et på havnepromenaden.
Til dig, der elsker den friske morgendukkert, er der to vinterbadeklubber
Året rundt søsætter lystfiskere deres både fra slæbestedet. Har du ikke selv en båd, kan du tage på vandet med fiskekutteren Teisten for at fiske.
Noget for børnene
Har I børn med på havnen, er krabbebroen og krabbevæddeløbsbanen altid et hit. Den ligger ved fiskebutikken, som har krabbestænger, spande og fiskeaffald. Der kan godt gå lidt tid med at fange krabber, så tag en kop kaffe med.
Ved Provianten er der en mindre legeplads med gynge og en gravko til familiens Byggemand Bob.
Rungsted Strand er havnens populære nabo med fint strandsand og badebroer. Vandet er lavt og fantastisk til masser af vandleg. Her er også beachvolley til de ’større børn’.


Proviantering til båden
De bedste indkøbsmuligheder ligger helt klart på Rungsted Bytorv, som er ’lige oppe ad vejen’. Her finder I to gode supermarkeder og et apotek. Og et par spændende butikker.
I fiskehuset på havnen kan I købe fisk med hjem til båden – eller spise det på stedet. Provianten på havnen og tankstationen på Strandvejen kan dække de mest basale behov.
Gode havnefaciliteter og cykelleje
Havnen er velholdt og indbydende med alle faciliteter for sejlere – gode broer med tilstrækkelig el og vand, gode baderum og velordnede forhold.
Kommer I sejlende i en meget stor båd, 50 – 70 fod, kan det være en gode ide at reservere plads på forhånd. Book hos Marinabooking
Har I behov for kranservice eller bådservice, er det Ship Shape, I skal have fat i.
På havnekontoret kan I leje cykler. Der er gode cykelstier rundt i området. De har seks cykler til udlejning.


Foto: Gumpel & Co.
Rungsted Havnefestival
Den årlige havnefestival afholdes hvert år i august, og det samler børnefamilier og folk fra nær og fjern.
Ankers Tivoli søger for ‘kilder i maven’ på store og små. Der er is, grillpølser og popcorn, fest og underholdning for store og små. Der er krabberæs og skattejagt til masser af familietid. I kan også komme en tur på vandet med en af søsportsforeningerne.
Havnens butikker og restauranter sørger for feststemning på havnepromenaden. Om aftenen er der musik, fadøl og dans i teltet. Det er Havnens Venner, der står bag Rungsted Havnefestival.
Byplakater fra Rungsted Havn
Peter Leschly, vores superdygtige lokale fotograf, har lavet et smukt udvalg af byplakater fra Hørsholm og Rungsted.
Plakaterne indfanger på smukkeste vis nogle af byens kendte og mindre kendte steder – oftest set fra oven.
Læs mere om Peter eller se udvalget af plakater.


Oplev byen og kulturen i området
Er I friske på et par udflugter? Karen Blixen museet ligger på den anden side af Strandvejen. I vores øjne er det et absolut ’must-see’. Karen Blixen er en verdensberømt dansk forfatterinde, som levede det meste af sit liv i dette hus. Her skabte hun sit forfatterskab. Hendes hjem står, som da hun døde i 1961, og der værnes om hendes ånd.
I kan også nøjes med at gå en tur i hendes have og fuglereservatet, som er åbent for alle. Hun ligger begravet her under en stor bøg.
Hørsholm bymidte, kirke og Slotspark ligger kun 3 km. fra havnen. Arboretet tæt på Hørsholm slotspark er virkelig også en dejlig oase.
Nivaagaards Malerisamling og Louisiana Kunstmuseum ligger nordpå og kan nås med bus eller på cykel. Springer I på toget, er I i København på 35 minutter og Helsingør på 20 minutter.
Oplev i nærheden

































































Rungstedgaard
Her er masser af plads til kærestetur, familietur og forkælelsestid. Rungstedgaard har den lækreste udsigt over Øresund og Rungsted havn. I baghaven er der både egen skov og en kæmpestor nyanlagt køkkenhave. Her er masser af luft og plads til armbevægelser.
Karen Blixen Museum
Den verdensberømte danske forfatter Karen Blixen er født i Rungsted. Hun boede her hele sit liv undtagen de år, hvor hun boede i Østafrika. Rungstedlund, var hendes barndomshjem, og her fødtes også hendes forfatterskab. Museumscafeen kan anbefales.