Brug byen

Gode bøger til efterårsferien

Vi har igen allieret os med de skønne kvinder på biblioteket, som her anbefaler gode bøger til forskellige alderstrin. Bøgerne kan naturligvis lånes på Hørsholm Bibliotek.

God fornøjelse. 

Bøger til de unge 

Camilla er børnekulturformidler og har to drenge og en pige i alderen 10-16 år. ’De bøger, jeg har valgt denne gang, er bøger, som man sidder og småklukker af. Læsning skal for tiden være sjovt og underholdende, for min dreng på 13 og for min ældste dreng, der lige er startet i gymnasiet, må det sjove godt være krydret med indhold, der skaber eftertænksomhed’.   

Mig og Dylan Walker 

Af Anne Sofie Hammer 

Små klukkelyde og ”Aj, aj, aaaiij – det gjorde han bare ikke!” udbrud fra min 13-årige søns værelse gjorde, at jeg blev nysgerrig på denne bog. Da han rødmende pure nægtede selv at dele noget af handlingen med mig, da det simpelthen var for ’cringe’, blev jeg nødt til at tage bogen i egen hånd, om man så kan sige. 

Malthe går i 9. klasse i folkeren, og han er sådan set klar til at komme ud i verden og på efterskole. Der er bare ét problem – og det er det med pigerne. Det er simpelthen umuligt at sige noget som helst fornuftigt, når de er i nærheden. Han beslutter sig for at gøre noget aktivt ved problemet, og tager imod et godt råd fra Folmers far om at lære tango. Malthe starter sine YouTube tango tutorials men må sande, at rytmerne bare ikke kommer så naturligt til ham. Der må skrappere midler i brug, og snart ruller en uhåndterbar lavine af løgne, historier og tåkrummende dilemmaer, der bare bliver værre og værre.  

Er helt sikkert noget for dig, der er mellem 12 og 15 år, og som har brug for at læse en virkelig sjov, vigtig og god historie. 

HØR LIGE HER! 

Af Gulraiz Sharif 

Bogen landede forleden frisk fra indbinderen på mit bord og jeg tilslutter mig straks koret, der siger, at dette må være årets must-read for YA elskere. Her er et bud på, hvad det vil sige at være ung og vokse op mellem to kulturer.  

Vi følger 15-årige Mahmoud Mahroof, der bor i den østlige del af Oslo i en pakistansk- norsk familie sammen med sin lillebror Ali og mor og far. Mahmouds street-agtige sprog og humor, skarpe iagttagelsesevne og fabelagtige personskildringer giver et troværdig og spændende indblik i ghetto-livet, der måske kun ligger en tur med tunnelbanen væk fra de norske nordmænd, som på mange måder er fra en helt anden planet. 

Sommerferien er lige startet, og for børnene i blokken betyder det ikke tur i sommerhuset ved Skærgården. Nej, det betyder uendeligt mange timer i eget selskab med konstant overvågning fra familie, venner, uvenner og naboer, der synes at have en mening om alt og alle og med ret til at udbasunere den – evigt og altid.  

Men denne sommer bliver skelsættende for Mahmoud, der har ekstra travlt med at hjælpe sin mor, da Onkel -Ji (familie-spionen fra Pakistan) kommer på besøg og skal bo på sofaen i stuen to måneder.  

Fra 14 år og også god til voksne læsere. 

Bøger til de 6-12 årige 

Kristina er børnebibliotekar og mor til to drenge i alderen 11-14 år. ’Min yngste dreng kan godt lide at læse for at lære noget. Derfor er vi herhjemme glade for fagnørdede bøger, som man kan tale om og undres over. Skal det være andet end fagbøger, så falder valget altid på sjove bøger’. 

Sigurd fortæller Danmarkshistorie 

Af Sigurd Barrett 

Til børn fra 7 år og deres forældre 

I denne bog kan du komme gennem 128.000 års vildt underholdende danmarkshistorie. 
Bogen starter ud i istiden, hvor man møder neandertalerne. Derfra går det over stok og sten i følgeskab med vikinger, konger, dronninger, landsforrædere og helte, indtil bogen stopper i en nær fremtid. 

En fantastisk dannelseshistorie med humor og flotte illustrationer for hele familien.  

Verdens værste youtuber: Lort & guld 

af Emil Blichfeldt 

Til piger og drenge fra ca.11 år, som godt kan lide sjove bøger  

Da Jonas beslutter sig for at blive en kendt youtuber, aner han ikke, at det er tæt på at ende med en katastrofe. Han begynder at lave skøre videoer med sin familie og challenges fra sine følgere. Da hans ven beder ham gemme en stor, tyk bog for sig, starter det en kæderække af problemer.  

Sjov og hæsblæsende bog med action fra start til slut.

Mig og min krop 

Af Charlotte Koldbye 

Til piger og drenge fra 10 år og op som gerne vil undres, blive klogere og få en masse sjove aha-forklaringer og viden 

Hvorfor er mine fingre ikke lige lange? Hvorfor har jeg ikke pels som de andre aber? Hvorfor går jeg på to ben, mens de fleste andre dyr går på fire ben? Hvorfor kan jeg ikke leve evigt? Hvorfor gør det så ondt at slå sig? Og hvorfor gør det så egentlig ikke ondt at få klippet hår? Bogen giver tankevækkende og letforståelige svar på, hvorfor vi mennesker ser ud og udvikler os, som vi gør.  

Super god bog med spændende læring, sjove facts og flotte illustrationer.

Bøger til de små

Tina er børnekulturformidler og har en dreng på 4 år. Lige for tiden er han rigtig glad for at lytte til lydbøger, som han finder på eReolen GO! Men han synes også, det er et hit, når vi finder en højtlæsningsbog frem.  

Ottos ikke-noget historier 

af Lars Daneskov 

En bog med sjove korte historier, så man nemt kan læse bogen over flere dage. Den handler om Otto, der altid svarer det samme, når mor eller far spørger, hvad han har lavet i børnehaven: “Ikke noget”. Det bliver til en masse ikke-noget-historier, for der er alligevel ofte sket et eller andet.  

Børnenes naturhobbybog:

farvestrålende og kreative ideer til børn 

af Pia Deges 

Min søn har altid lommerne fulde af grene, sten, kastanjer m.m., som han har fundet. Og så er det jo oplagt at bruge noget af det til en hyggelig kreastund. Med denne bog får man masser af inspiration til, hvad man kan lave ud af naturmaterialer. Det er alt sammen noget, der er lige til at gå til. Min søn har allerede besluttet sig for, at vi skal lave gren-drager, slangebøsse og bladuhyrer.   

Sigurd fortæller om de nordiske guder 

af Sigurd Barrett 

Vi har efterhånden læst denne bog en del gange, da min søn synes, den er rigtig sjov. Sigurd Barrett har udvalgt 22 myter om de nordiske guder, som han formidler på en skør måde og i et nutidigt friskt sprog. Nogle steder er sproget lidt for frisk til, at jeg læser det højt for den 4-årige, men så har jeg bare fundet på andre ord. Illustrationerne i bogen er farverige og karikerede, så de passer rigtig godt til fortællingerne. 

 

SKAL DET HELLERE VÆRE LYDBOG…  ?

Når du er borger i Hørsholm kommune og er oprettet som bruger på Hørsholm bibliotek, kan du låne 3 lydbøger og 3 ebøgereReolen og eReolenGo 

Gå ind på ereolengo.dk, find bogen og tryk på ”lån”. Indtast lånernummer (dit cpr. nummer) og din 4 cifrede lånekode. Husk at vælge Hørsholm kommune 

Er du endnu ikke oprettet som bruger, kan du nemt gøre det hjemmefra via dette link: https://biblioteket.horsholm.dk/opret.  

Har du brug for hjælp, så ring på 4849 5750 i åbningstiden og få hjælp telefonisk. 

MØD OS PÅ