Kløverstierne i Hørsholm
For børn
Naturoplevelse
Adresse
2970 Hørsholm
Kontakt
Åbningstider
Info
Kløverstierne er en del af et landsdækkende stikoncept, der har til formål, at vi skal genopdage og gå på opdagelse i egne byer – eller lege turister i resten af landet.
Vælg mellem forskellige ruter med distancer på 2,5 – 5,3 – 7,6 eller 21 km, alt efter ønsket længde og tid. Uanset om I foretrækker at gå, cykle eller stå på rulleskøjter er Kløverstierne tilgængelige for alle.
Start ved Kløverpælen
Fra Kløverpælen, som er placeret i Usserød, udspringer fire forskellige ruter i forskellige længder og farver. Herfra bliver I guidet gennem Hørsholm. Så tag familien med og vær klar til at udforske og nyde alt det, vores smukke by har at tilbyde.
Kløverpælen står ved PH Park, der har fået sit navn efter den verdenskendte møbeldesigner Poul Henningsen, der var bosat i Hørsholm i mange år. PH Park er den tidligere sygehusgrund, der fra 1897-2011 husede Hørsholm Hospital, tidligere Usserød Sygehus.
Parkering
Ankommer I i bil, kan I parkere lige rundt om hjørnet på Bolbrovej. Her er der oftest flere frie parkeringspladser med gratis parkering.
Bus
Hvis I kommer med bussen, kan I benytte følgende busser: 150S, 550S, 354, 381, 384 og 375R. Stå af ved stoppested Usserød Kongevej/Bolbrovej.
Grøn rute – legepladserne
Denne rute er 2,5 km lang.
Denne rute er den korteste af Kløverstierne og fører jer igennem ‘pip-kvarteret’ af veje som Mågevej, Nattergalevej og Gærdesmuttevej og forbi 2 af byens legepladser, hvor den største er Eventyrlegepladsen på Nattergaleengen.
I kommer forbi en Netto på vejen, hvis der er behov for at tanke op, inden der skal brændes krudt af på legepladserne.
Blå rute – Industrien i Hørsholm
Denne rute er 5,3 km lang.
På den blå rute får I et indblik i, hvad vandkraften i Usserød Å har betydet for den industrielle udvikling i Hørsholm. Det industrielle eventyr i Hørsholm startede så langt tilbage som i 1790, og I kommer forbi flere af de historiske bygninger.
På ruten ligger nogle af de helt gamle industribygninger som den Kongelige Militære Klædefabrik (1790), Usserød Mølle (1760), Usserød bryggeri (1859) og de gamle arbejder boliger (omkring 1900). I kommer dog også forbi en masse andet af byens historie, blandt andet der hvor den tidligere Amstedam Kro lå. Da Usserød Kongevej blev anlagt i 1764-1775, blev den hurtigt den vigtigste færdselsåre gennem Hørsholmegnen. Derfor flyttede kroen fra Usserød landsby ud på Kongevejen og skiftede navn til Amsterdam Kro. Man mener, at navnet er opstået efter en sproglig misfortåelse mellem byens borgere og tysktalende hof, der var på Hirschholm Slot i perioden, hvor Caroline Mathilde, Christian 7. og Struensee brugte slottet.
Rød rute – Slotshistorie og gyserhistorie
Denne rute er 7,6 km lang.
Den lokale forfatter, Tobias Stenbæk Bro, har skrevet gysernovellen ‘Allikernes Arv’ specielt til denne rute. Novellen, der kan høres som lydbog på ruten, er indtalt af den berømte Preben Harris. Novellen er ikke egnet for børn, som vil få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selv de mest modige.
Mens I bevæger jer gennem byen på den røde kløversti, vil I opleve flere historiske bygninger og fascinerende områder i Hørsholm. Ruten fører jer gennem ådalen ved Usserød Å og giver jer mulighed for at udforske det smukke område omkring Hørsholm Kirke og Slotshaven.
Undervejs på den røde rute vil I også blive præsenteret for flere spændende boligbyggerier, der viser mangfoldigheden i Hørsholm.
En del af ruten fører dig langs åen og over markerne, hvor du kan nyde glimt af den omkringliggende natur. Lad dig forføre af åens rolige strøm og lad dig inspirere af det frodige landskab, der omgiver dig.
Et særligt smukt stykke på ruten fører dig gennem slotsdelen af Hørsholm og forbi det gamle Jagt- og Skovbrugsmuseum. Desværre blev museet lukket under den statslige udflytning, men dets historiske betydning og tragiske skæbne vil fortsat være en del af ruten og en påmindelse om en spændende kulturarv i byen.
Sort rute – Slotte, Øresund og skov
Denne rute er 21 km lang.
Hvis I snører vandreskoene og tager afsted på den sorte kløversti, kommer i vidt omkring i byen. En stor del af ruten går langs Strandvejen, ligesom en stor del af ruten går igennem Folehaveskoven, her er altså masser af naturoplevelser på denne rute.
På den sorte rute kommer i forbi rigtig mange historiske steder i både Hørsholm og Rungsted. Den lange Kløversti på 21 km tager jer forbi det skønne område ved Kokkedal Slot, Sophienberg Slot og Strandbjerg, videre lang Øresund til havnen og historierne om den første havn og det gamle fiskerleje. Når I har været forbi Rungsted Station og Remisen, går turen ind i Rungsted Hegn og Folehaveskoven, inden det sidste af ruten tager jer igennem Hørsholm og tilbage til Kløverpælen ved PH Park.
Oplev også..
Fuglereservatet på Rungstedlund
Året rundt kan man gå en tur i det store fuglereservatet på Rungstedlund, Karen Blixens hjem. I fuglereservatet er der opsat 200 redekasser til de besøgende trækfugle. Besøg Karen Blixens gravsted og hils på køerne.
Rungsted Havn
Med udsigt til Øresund og terrasse ud mod Rungstedlunds park og fuglereservat, er Cafeen en af de smukkest beliggende i landet. Nyd en let frokostanretning, smukt anrettet smørrebrød eller en lækker søndagsbrunch. Du kan besøge caféen uden at betale entré til museet.