Folehaveskoven i Rungsted

For børn

Naturoplevelse

Kontakt

Åbningstider

Hele året – hele døgnet

 

Folehaveskoven er spækket med oplevelser med dejlig og meget varieret skov og natur. Her er gode stier til korte og lange gåture – alt efter humør og form.

Det er aldrig kedeligt at gå en vandretur her. Slet ikke hvis du ved, hvad du skal kigge efter.

Det er en af Nordsjællands frodigste løvskove med masser af levesteder for insekter og fugle. Her er småsøer, enge og væltede træer. Her er ‘katedralhøje’ træer, og rigtig mange egetræer. Her er høje skrænter med udfordrende stier og flad skovbund med gode, brede stier.

Folehaven gemmer på historiske oplevelser som hele 59 gravhøje fra bronzealderen. Det er ret unikt med så mange gravhøje på et forholdsvis lille område.

Mathildestien fra 1771 er en hilsen fra danmarkshistoriens kongelige skandale. Struensee fik anlagt stien, så han kunne ride til Frydenlund til stævnemøder med dronning Caroline Mathilde. Måske kan man stadig høre hovslagene fra hestene?

Danmarks første skovplanteskole lå i Nordsjælland, helt præcist her i Folehaveskoven. Den var en del af den plan, hvor man skulle reetablere de danske skove efter krige mv. Et særpræget gravsted er også en del af denne historie.

I folehaveskoven ligger ‘Tanne og Tommys sten’, hvor Karen Blixen indgik en pagt med sin bror.

Også er der en skolebigården, hvor man kan lære at holde bistader og se forskellige former for bistader.

Der er masser af muligheder for dejlige gåture, cykelture, hundelufteture og rideture i folehaven. Og så er der nogle fantastiske bål- og picnicsteder, alle kan benytte.

Rungsted Hegn bruges flittigt af både motionshold og hundeejere, for hunde kan luftes her uden snor.

Om foråret er skovbunden i Rungsted Hegn dækket af et snehvidt tæppe af skovanemoner. Særligt de gode anemone-år.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/
Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/
Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Gåture i Folehaven

Der er masser af gode muligheder for gåture i folehaveskovene. Tre afmærkede vandreruter kan hjælpe dig på vej, hvis du ikke bare selv vil gå på opdagelse.

I skoven er der bænke og bålpladser på vandreruterne, så tag eventuelt kaffe og lidt forfriskninger med og nyd en stille stund i naturen undervejs.

Det er nemt at komme ind i folehaveskoven fra de to parkeringspladser på Rungstedvej. På Folehavevej er der også flere parkeringsmuligheder. Skoven ligger tæt ved Rungsted Station, hvis du kommer med tog.

Naturstyrelsen har markeret vandreruterne med tydelig skiltning. Rutebeskrivelsen tager udgangspunkt med start fra Rungstedvej med indgang ved Pennehave.

Gul – 2,4 km.
Også kendt som ’hundeskoven’ for her kan man lufte hund uden snor. Turen går forbi skolebigården, en gravhøj og en flot ny bålplads med bænke og overdækkede spisepladser. Ruten ligger meget bynært.

Rød – 5,2 km.
Rød rute følger gul rute i Rungsted Hegn men fortsætter langs skovkanten oppe på istidsskråningen med udsigt ned i Folehaveskoven. Turen passerer Linstows grav og går retur igennem ’moseområdet’  til gul rute og Rungstedvej.

Blå – 8,9 km.
Blå rute følger rød, inden den laver en afstikker mod syd i Folehaveskoven. Forbi skovplanteskolen til Arboretet og Mathildestien. Hold udkig med de karakteristiske gravhøje. På hjemturen følger blå rute igen rød rute fra Linstows grav.  

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/
Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/
Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Fakta om Folehaven i Nordsjælland

Folehaven består af tre skove; Rungsted Hegn, Deputatvang og Sandbjerg Østerskov (som ligger i Rudersdal kommune). Skoven er ejet af Naturstyrelsen, som har ansvaret for driften af skoven.

Skoven består primært af bøgetræer, hvor de ældste er op mod 40 meter høje. Skovens højeste træer står omkring Linstows grav; det er europæisk lærk og almindelig ædelgran. I skoven findes også enkelte af de såkaldte ’flådeege’, som er omkring 200 år gamle.

Den sidste istid skabte de høje skrænter, som tydeligt kan ses ved den smalle overgang mellem Rungsted Hegn og Folehaveskoven.

Folehaven rummer 59 gravhøje fra bronzealderen samt skålesten og rester af stendysser.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Mathildestien

Mathildestien er et helt tydeligt spor efter den kongelige affære for over 250 år siden. ’Stien’ går fra Deputatsvænge i retning mod Frydenlund i Vedbæk slot.

Den er opkaldt efter dronning Caroline Mathilde og er anlagt på Struensee´ initiativ. Arbejdet blev påbegyndt i juni 1771, og allerede i september var stien færdig. Målet var en god vejforbindelse mellem de to kongelige slotte; Hirschholm slot og Frydenlund. Måske for at Struensee hurtigere kunne ride til Frydenlund til ’hyrdetimer’?

Vejen blev allerede året efter nedlagt efter kongelig resolution. Struensee var faldet, og den kongelige familie var ophørt med at bruge Hirschholm slot. Men en del af den består altså endnu til glæde for os, der bruger skoven.

Linstows grav

Linstows gravsted i skoven er et meget unikt og stemningsfuldt sted, hvor vi elsker at komme forbi på vores gåture.

Han var overforstmester for de kongelige skove i 1784-1823. Han fik den vigtige opgave at tilplante skovene i Danmark efter krige og et planløst overforbrug.

Som tak for indsatsen fik Linstow lov til at indrette et gravsted til sig selv og familien. Midt i det stjerneformede forsøgsanlæg, som var tilplantet med otte forskellige slags nåletræer. I dag står nogle af skovens højeste træer netop her.

Find vej…

Du starter ved Rungsted golfklub og følger vejen mod syd. Du følger grusvejen ind over golfbanen og op til skoven. Her er tre stier. Den smalle sti i midten fører direkte op til graven.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/
Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Tanne og Tommys sten

Karen Blixen indgik flere pagter i sit liv. Den første indgik hun ved en stor granitsten i skoven med sin bror, Tommy.

Besøg stenen på din gåtur, tag din familie, venner eller naboen med. Måske I også har en pagt, der skal besegles? Stenen er ret nem at finde, når du ved, hvor Linstows grav er.

Find vej…

Start ved Linstows grav med ryggen til golfbanen. Du følger nu stien, der ligger kl. 9. Den krydser en større skovvej og fortsætter ned mod et engområde med væltede træer. Når stien går op, er der en forhøjning på højre hånd. Her ligger Tanne og Tommys sten lidt bagude.

Oplev i nærheden

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Fuglereservatet på Rungstedlund

Året rundt kan man gå en tur i det store fuglereservatet på Rungstedlund, Karen Blixens hjem. I fuglereservatet er der opsat 200 redekasser til de besøgende trækfugle. Besøg Karen Blixens gravsted og hils på køerne. 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Rungsted Havn

Med udsigt til Øresund og terrasse ud mod Rungstedlunds park og fuglereservat, er Cafeen en af de smukkest beliggende i landet. Nyd en let frokostanretning, smukt anrettet smørrebrød eller en lækker søndagsbrunch. Du kan besøge caféen uden at betale entré til museet. 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/folehaveskoven/

Hørsholm Slotshave

Gå en tur i Hørsholm slotshave og mærk det historiske vingesus mellem de høje, gamle lindetræer. Her fandt kærlighedsaffæren sted mellem Caroline Mathilde og Struensee for mere end 250 år siden.

LANGAUGE »