Brug byen
Gode lydbøger til vinterferien
Vi har allieret os med de skønne kvinder på biblioteket, som her anbefaler gode lydbøger til forskellige alderstrin. Lydbøgerne kan lånes gratis.
Her er klassikere med Ole Lund Kirkegaard, Sebastian Klein, Anders Matthesen og Kim Fupz Aakeson. Du kan blive klog på hjernen eller høre en historie med snigende uhygge. God fornøjelse.
LÆS OGSÅ: Ta’ på en tidsrejse på 7.500 år, lige her i byen
Lydbøger til de unge
Camilla er børnekulturformidler og har to drenge og en pige i alderen 10-15 år. ’De bøger, jeg har valgt, er vidt forskellige, hvilket ret godt afspejler den kæmpe forskellighed, der er i det, mine børn læser. Herhjemme læses alt fra ’Mira’ og pigelitteratur, spændende, fantastiske udviklingsromaner og paranormal Sci-fy til fagbøger om amerikanske præsidenter’.
Pigen som ikke var der
af Nick Clausen (oplæst af Klaus K. Elmer)
Fra 12 år. Snigende uhygge, der bestemt ikke er for sarte sjæle.
’Søskendeparret Andy og Rebekka er på vej hjem fra skole, da Andy beslutter sig for at gå på biblioteket. Lillesøster Rebekka har ikke lyst til at gå med, så aftalen er, at hun skal vente uden for på Andy. Men da Andy kommer ud igen, er Rebekka pist væk.
I første del af bogen følger vi Andy og hans forsøg på at finde sin søster. Politiet og forældrene er på bar bund, men Andy får hjælp fra en ukendt kant, da det lykkes ham at få kontakt til Lisa – en pige der døde 4 år tidligere.
Anden del af historien følger Rebekka og hendes oplevelser fra hendes forsvindingstidspunkt.
Og så drukner jeg
af Ditte Wiese (oplæst Mathilde Eusebius)
For de 14-17 årige. Realistisk ungdomslitteratur, også super til gåturen i skoven.
’Og så drukner jeg er en nærværende og vigtig bog om det forventningspres, der kommer til udtryk i et ødelæggende ønske om perfektionisme. Josefine er ved at færdiggøre 3.g og har en stram og målrettet plan for fremtiden. Men selvom alt er skemalagt til sidste detalje, så bobler uroen i hende.
Historien er barsk, men alligevel livsbekræftende og får sat fokus på de problemer, som mange unge kæmper med.’
Lydbøger til de 6-12 årige
Kristina er børnebibliotekar og mor til to drenge i alderen 11-14 år. ’Mine drenge kan godt lide at læse for at lære noget. derfor er vi her hjemme glade for fagnørdede bøger, som man kan tale om og undres over. Ternet Ninja og Anders Mattesens indtaling er bare en klassiker – der næsten fungerer bedst som, ja, lydbog’.
Ternet Ninja
af Anders Matthesen (indlæst af Anders Matthesen)
Til piger og drenge fra ca.11 år, som godt kan lide sjove bøger
’Aske har det lidt svært. Han er forfulgt af klassens bølle, Glenn, og hemmeligt forelsket i Jessica og har brug for lidt held. Det kan en ganske særlig fødselsdagsgave fra onkel Stewart måske gøre noget ved’.
En hyldende sjov bog, som ikke bliver mindre sjov af, at det er Anders Matthesen, der selv har indtalt historien på lydbog.
Stenfjæs
af Lars Daneskov (oplæst af Lars Daneskov) Børn fra 6 år og op.
’Stenfjæs’ er en sprudlende, sjov fortælling om børn og venskaber, om sære voksne og alle deres ord og tavshed, og ikke mindst om, hvad der sker, når man ønsker sig alt muligt, og det hele pludselig går i opfyldelse’.
Rigtig hyggelig og sjov bog for børn fra 6 år og op.
Verdens 100 vildeste dyr
af Sebastian Klein (oplæst af Sebastian Klein)
’Bogen er fuld af spændende beskrivelser af vilde og imponerende dyr fra hele verden. Om deres levesteder og deres vaner. Er de farlige eller har de for eksempel en speciel måde at overleve på? Med faktabokse om det enkelte dyr. Rigtig god til oplæsning for børn fra 6 år’.
Mig og min hjerne
af Charlotte Louise Koldbye (oplæst af Marie Marschner)
Fra 10 år og opefter. Børn og voksne kan sammen undres, blive klogere og få en masse spændende snak sammen.
’En sjov og spændende fagbog til børn om menneskets fascinerende hjerne. I bogen kan børn blive meget klogere på deres hjerne, og hvad den betyder for deres tanker, følelser og reaktioner. En masse spændende, sjove og halvskøre spørgsmål kan man få svaret på i denne bog. Hvorfor får jeg en sang på hjernen? Hvorfor leger de voksne ikke? Hvorfor er jeg bange for vampyrer, selvom jeg godt ved, at de ikke findes? Osv.
LÆS OGSÅ: Bagedag med Karen Blixen
Lydbøger til de små
Sophie er børnebibliotekar og mor til to drenge i alderen 1–4 år. ’Når det handler om lyttebøger, så er vi her hjemme glade for Ole Lund Kirkegaards skønne univers. Og så er Peter Frödin bare super til at gøre fortællingen helt levende’.
Sallies historier
af Kim Fupz Aakeson (indlæst af Peter Frödin) For de 3-6 årige og deres forældre.
Skrupskøre og hylemorsomme små historier med en genial Peter Frödin som oplæser.
’Hver aften plager Sallie sin far om en historie – og så lige midt i TV-Avisen! Heldigvis er Sallies far er fantastisk rar far, der fortæller nogle fantastisk gode historier. Han fortæller bl.a. om verdens mest uartige dreng, en legetøjsløs stakkel, en pige der kan huske alt og meget andet.’
Rævejagten
af Sven Nordqvist (indlæst af Jesper Klein) For de 4-6 årige
En skøn og hyggelig historie om den finurlige kat og hans noget distræte herre.
’Peddersen og katten Findus har meget travlt! Ræven har taget en af naboens høns, og nu gælder det om at finde ud af, hvordan man bedst narrer ræven, næste gang den kommer på besøg. Deres fantasi er utrolig, og i fællesskab får de lavet en opfindelse, der viser sig at kunne skræmme hvem som helst væk.’
Lille Virgil
af Ole Lund Kirkegaard (indlæst af Peter Frödin) Fra 5 år og op.
Ole Lund Kirkegaards første bog, der revolutionerede børnebøgernes verden for mere end 50 år siden. Trods sine mange år på bagen holder historien stadig og er en sjov og dejlig fortælling om tre drenges fantasifulde liv.
’I et hønsehus i en lille by bor Lille Virgil sammen med en etbenet hane, som vækker ham hver morgen. Han er ven med Oskar og Carl Emil, og sammen med dem oplever Lille Virgil mange eventyr. Et handler om en ensom stork, et andet om Carl Emils fødselsdagsfest og en skjult skat. Men ikke nok med det – Lille Virgil og hans venner møder også en drage med otte ben. ’
SÅDAN GØR DU…
Når du er borger i Hørsholm kommune og er oprettet som bruger på Hørsholm bibliotek, kan du låne 3 lydbøger og 3 ebøger på eReolen og eReolenGo!
Klik på linket under bogen og tryk på ”lån”. Indtast lånernummer (dit cpr. nummer) og din 4 cifrede lånekode. Husk at vælge Hørsholm kommune!
Er du endnu ikke oprettet som bruger, kan du nemt gøre det hjemmefra via dette link: https://biblioteket.horsholm.dk/opret.
Har du brug for hjælp, så ring på 4849 5750 i åbningstiden og få hjælp telefonisk.
LÆS OGSÅ: Guide til byens legepladser