Byvandring og quiz i Rungsted

Rutens længde: 4.4 km

Antal skridt: ca. 7.000

Café/restaurant på ruten

Brug nogle timer med eller uden børn på en sjov og oplevelsesrig tur rundt i Rungsted. Turen er en quiz, hvor børnene kan ‘gå på jagt’ efter svarene på turen. Der er noget for alle aldre – og bonushistorier til de voksne. Turen er både en byvandring for voksne og en quiztur for børn med quizspørgsmål for små og større børn.

Der er gratis adgang til alle stederne på ruten. Klapvogne kan sagtens komme med rundt på hele turen. Ligeledes kan hunde, der dog skal være i snor. 

Turen går forbi flere is- og kaffestop og gode spots at spise en medbragt madkurv. I kan naturligvis også spise frokost eller aftensmad på en af rutens caféer eller restauranter. 

Rigtig god fornøjelse!

Byvandring og quiz fra Rungsted Havn 

I starter turen på Rungsted Havn, der hvor bilerne skal igennem en bom for at komme ud på den sydlige mole. På det lille grønne areal til højre for bommen står mindestenen for det første havnebyggeri i Rungsted.  

Her kan børnene svare på det første spørgsmål.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 1 - små børn
Hvilke tal står der på stenen?

Det er et årstal.

Spørgsmål nr. 1 - større børn
Hvor mange år tog det at bygge havnen, og hvilket år var den færdig? 

Info til byvandring

Omkring år 1900, inden havnen blev bygget, var der to fiskerlejer i Rungsted. Det ene lå syd for, hvor havnen ligger i dag, og det andet i den nordlige ende. De to små fiskersamfund var ikke altid på god fod med hinanden, børnene måtte ikke lege med hinanden. 

Byvandring i Rungsted

Videre mod stranden 

Nu går turen mod stranden i den sydlige ende af havnen. Følg vejen, og I kommer til den lille strandcafé Oddie’s Det er turens første kaffestop, eller I kan snuppe en is eller kaffe to go med. Den medbragte mad kan spises på stranden syd for caféen, her er også toiletter. 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 2 - små børn
Hvor mange palmer står der foran Oddie’s?
Spørgsmål nr. 2 - større børn
Oddie’s kaffevogn er lige åbnet på Rungsted Strand i foråret 2022. For over 100 år siden i 1914 tog en kendt forfatter fra Rungsted til Afrika for at dyrke kaffe. Hvad hed hun?

Info til byvandring

Navnet Rungsted kendes helt tilbage fra 1346, hvor det lød Runæstigh. Fra tidernes morgen har fiskerne fisket fra stranden i Rungsted. I Nivå og Vedbæk har man fundet rester efter 7000 år gamle bopladser, så kan man vist godt antage, at der ‘altid’ har boet mennesker i Rungsted. 

Oddies kaffebar

Ud på stranden

Efter besøget hos Oddie’s skal I en tur ud på stranden.  På standen er I velkomne til at lave picnic og  nyde en medbragt madkurv eller hoppe en tur i Øresund.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 3 - små børn
Hvor mange badebroer er der på stranden?
Spørgsmål nr. 3 - større børn
På stranden ligger der to klubber, hvad de hedder? 

Info til byvandring

Den første offentlige strand blev anlagt i 1932. Den lå omkring det sted, hvor den store kran og butikken ShipShape i dag ligger. På den tid var Rungsted kendt som en badeby blandt københavnerne, som tog på landet i sommerhalvåret. 

Allerede fra midten af 1800-tallet sejlede dampskibe fra København langs Øresundkysten, så det københavnske borgerskab kunne ‘ligge på landet’. Fiskerne tjente lidt ekstra ved at ro gæsterne i land fra dampfærgen. Senere kom der en anløbsbro, som færgen kunne lægge til ved. 

Til ‘Ole Nielsens Havn’

Turen fortsætter ind mellem de to røde klubhuse. På bagsiden gemmer en trappe sig op til Strandvejen. Har I klapvogn med, bruger I rampen ved toiletterne til at komme op på Strandvejen. 

På Strandvejen går I mod syd. I skal finde en lille sti mellem nr. 102 og nr. 104. Følg stien ned til vandet.  Her lå en af Rungsteds første havne, også kaldet ‘Ole Nielsens Havn’, ‘den gamle bro’ eller ‘Vasen’.   

På området kan man gøre holdt med sin madkurv.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 4 - små børn
Hvilken farve har bænken, som står langs hegnet?
Spørgsmål nr. 4 - større børn
På stedet, hvor du står nu, har fiskerne i Rungsted holdt til i mindst 300 år, og for 200 år siden lå der her en lille primitiv havn. Havnen var bygget af store sten i vandet, som man lagde brædder på. Find stedet på stranden, hvor man stadig kan se stenene fra den gamle havn?

Flyt ikke på stenene. Området er fredet, og vi skal passe godt på det. 

Info til byvandring

Stedet har fungeret som fiskerleje i mindst 300 år, og for 200 år siden lå der her en lille primitiv havn i form af en mole. Det var den ene af to moler i Rungsted. Udover molerne var der tre stejlepladser og en optrækkerplads. Molerne var bygget af store sten i vandet, som man lagde brædder på. 

Omkring 1875 blev spørgsmålet om en ‘rigtig’ havn rejst første gang. Staten var imødekommende, men Hørsholm sogneråd (datidens kommune) var ikke villig til at yde noget. Der skete derfor ikke yderligere, og fiskerne måtte klare sig med de to gamle moler.

Igen i 1883 blev sagen om en ny havn taget op, denne gang på privat initiativ af Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far. Wilhelm Dinesen fik udarbejdet en plan for en lille øhavn. Til fiskernes store skuffelse skete der desværre heller ikke mere denne gang. 

I kan læse mere om den gamle havn på infotavlen fra Museum Nordsjælland til højre på området.   

De gamle stejlepladser

I skal nu tilbage til Strandvejen og et lille stykke længere sydpå. Her finder I den gamle stejleplads på begge sider af Strandvejen.  

Spørgsmål nr. 5 - små børn
Hvad er det, der ‘ligger på hovedet’ og gemmer sig i græsset på stejlepladsen mod vandet? 
Spørgsmål nr. 5 - større børn
Hvad brugte fiskerne brugte mon alle pælene til? 

Info til byvandring

På den vestlige stejleplads står det gamle tjærelad. Læs mere om stedets historie på infotavlen fra Museum Nordsjælland. Rundt om stejlepladsen på begge sider af vejen kan I se flere af de gamle fiskerhuse bygget i perioden 1771–1896. 

Stejlepladsen Rungsted Havn

Forbi Rungstedgaard

I skal nu gå langs Strandvejen tilbage i retning mod havnen. Den meget høje og lange mur på landsiden gemmer på Rungstedgaard.  

Rungstedgaard er i dag et hotel og konferencecenter med en skøn restaurant for alle besøgende. I 1900 indgik gården sammen med Rungstedlund og Sømandshvile i et gods på 454 tønder land. I skoven bag Rungstedgård lå Bamses hus ved en lille . Her optog DR Bamse og Kylling i årene 1986-1998. 

Rungstedlund – Karen Blixens hjem

Efter Rungstedgaard kommer I til Karen Blixens hjem, Rungstedlund. Her går turen igennem haven og fuglereservatet. 

I kan tælle alle fuglekasserne på turen gennem haven – hvor mange kan I finde? 

Madam Carlsens cafe på Rungstedlund er endnu et kaffestop. Her kan I også købe morgenmad, frokost, aftensmad og kage. Museet er absolut et besøg værd, hvis I har tid. Træd indenfor på Rungstedlund ligesom Karen Blixens gæster gjorde og oplev, hvor hun levede og arbejdede. 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Info til byvandring

I fuglereservatet er der en Digterrute på 1,3 km. På hver af de mange bænke kan der lyttes til en kort fortælling ved at scanne en QR kode. I kommer forbi 7 ud af 10 af bænkene på denne tur. 

Karen Blixens blomster

I følger vejen og stien forbi hovedhuset til det lille bitte hvide hus, hvor stien deler sig. Følg stien til højre ind i området. På venstre side af stien ligger den indhegnede skærehave. Her skal I på opdagelse i Karen Blixens blomster. I må naturligvis ikke plukke dem men blot nyde de smukke blomster.  

Spørgsmål nr. 6 - små børn
Hele blomsterhaven er hegnet ind med et sneglehegn, som du lige et trådt over. Hvor mange snegle kan du finde her inde, der har ‘snydt hegnet’?
Spørgsmål nr. 6 - større børn
Kan I finde disse blomster i skærehaven?

 

  • Løjtnantshjerte  
  • Løvemund 
  • Tandstikkerurt  
  • Karen Blixen rosen  
  • Slangeurt 
  • Okseøje  
  • Guldknap  

Info til byvandring

Karen Blixen var exceptionelt god til at arrangere blomsterbuketter. Når gæster kom til middag på Rungstedlund, blev de mødt med nye visuelle overraskelser hver gang.
Som med så meget andet nægtede Karen Blixen at ‘gå i gåsegang’ med andre kvinder, så hun kreerede de mest uortodokse buketter. For eksempel slæbte hun rødkålsblade, halvvisne porrer og ukrudtsblomster ind fra sin have og komponerede de vildeste efterårs-arrangementer. Skærehaven er bevaret, præcis som forfatteren elskede den, og friske blomsterbuketter i Karen Blixens ånd  kan opleves i stuerne ved besøg på museet.

Karen Blixen skærehave

Hils på køerne

Når I er færdige med at finde blomster, går turen videre ad stien. Længere fremme møder I måske køerne, der bor på foldene i fuglereservatet om sommeren.  

Spørgsmål nr. 7 - små børn
Hvor mange køer kan du se?
Spørgsmål nr. 7 - større børn
Koen er en drøvtygger, fordi den har flere maver. Hvor mange har den?                 (4)

Info til byvandring

På Rungstedlund er det ene af to kogræsselaug i Hørsholm og Rungsted. Kvierne ankommer i maj og græsser på foldene i fuglereservatet indtil efteråret, hvor de slagtes.

Ved at etablere græsning vil der ske en stigning i artsrigdommen – både botanisk diversitet og større diversitet af insekter og fugle. 

Karen Blixens grav

Efter at have hilst på køerne fortsætter I af stien til det sted, hvor stien deler sig i to. I står nu ved Karen Blixens grav. 

Spørgsmål nr. 8 - små børn
Kan du finde fuglekassen med nr. 59, hvor hænger den?
Spørgsmål nr. 8 - større børn
Hvad er det for et træ, Karen Blixen ligger begravet under?

Info til byvandring

»Jeg vil forfærdelig gerne leve. Jeg vil forfærdelig nødig dø,« skrev Karen Blixen til sin bror Thomas Dinesen, og hele sit liv havde hun en nærmest heroisk vilje til at overleve. Karen Blixen blev født på Rungstedlund i 1885, og det var også her, hun efter et langt indholdsrigt og spændende liv sov ind i 1962, 77 år gammel. 

Karen Blixen grav på Rungstedlund

Ewalds Høj – den første

Til højre for graven fornemmer man en lille bakke. Det er en gravhøj fra bronzealderen, altså en begravelsesplads fra perioden 1700-500 år f.kr.  

På toppen af bakken står et mindesmærke for en kendt gammel dansk digter, Johannes Ewald. I skal finde stien og gå op til dette mindesmærke. 

Spørgsmål nr. 9 - små børn
Den danske digter hed Johannes. Nævn et andet navn, som starter med J
Spørgsmål nr. 9 - større børn
Johannes Ewald var digter og brugte rim i sine vers. Hvilke ord rimer på ‘skov’?

Info til byvandring

Mindesmærket på toppen er for digter og dramatiker Johannes Ewald, der boede på Rungstedlund 1773-1775. Dengang fungerede Rungstedlund fungerede som Rungsted Kro. I Rungsted findes der faktisk to gravhøje med navnet Ewalds Høj. Dette er den ene og ifølge Karen Blixen den rigtige.

Højen bærer Johannes Ewalds navn, fordi Ewald selv omtaler en høj i sin selvbiografiske roman »Levnet og Meninger« (trykt 1804-08). Karen Blixen ønskede at blive begravet for foden af denne høj, og det ønske gik i opfyldelse.  

På museet kan man opleve Ewalds stue. Karen Blixen holdt af den tanke, at Johannes Ewald måske havde færdedes i dette rum, da han boede på den daværende Rungsted Kro. Stuen var oprindelig Wilhelm Dinesens, Karen Blixens fars, arbejdsværelse, og blev senere Karen Blixens arbejdsværelse.

Den sidste strækning i fuglereservatet

Når I kommer ned fra højen, fortsætter I lige ud af stien. Her går I igennem Herregårdslunden, hvor Karen Blixen i 1961 fik plantet træer fra de godser og herregårde rundt om i Danmark, som hun havde tilknytning til. Der er skilte ved træerne, der fortæller, hvor de stammer fra. 

I kommer også forbi to hestefolde, og hvis I er heldige, kan I hilse på nogle heste. Stien ender ude på Rungstedvej, hvor børnene kan svare på spørgsmålene.

Spørgsmål nr. 10 - små børn
Find de farvestrålende fuglekasser ved udgangen til Rungstedvej, hvilke farver har de? 
Spørgsmål nr. 10 - større børn
I har nu været igennem Karens Blixens Fuglereservat, hvor mange fulgekasser så du mon i alt?

Info til byvandring

Med etableringen af fuglereservatet på Rungstedlund gjorde Karen Blixen sit for at sikre, at fuglene kunne finde et frodigt, vildt og mangfoldigt levested, når de kom hertil fra syd. Alle de tiltag for biodiversiteten, som vi ser i skov- og havebrug i dag, satte hun i spil allerede i 50’erne. Hun var i sit globale udsyn og natursyn bemærkelsesværdigt forud for sin tid.

Rungsted Station

På Rungstedvej drejer I til venstre og følger vejen op til Rungsted Station, der er næste stop. (Hvis I ønsker en kortere tur, kan I her gå til højre ned mod vandet og springe til punkt ‘Ewalds Høj – den anden’) 

Første stop på stationen er stationsbygningen på Østre Stationsvej. I dag rummer bygningen det skønneste lille galleri, hvor de serverer vin og øl, når der er åbent. Kig gerne ind, nyd kunsten og især det smukke loft i galleriet. Eller slå jer ned og nyd et kold glas vin, mens børnene skal på opdagelse. 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 11 - små børn
Hvilke farver og figurer kan du se på loftet i Stationsbygningen?
Spørgsmål nr. 11 - større børn
Man ser det ikke ved første øjekast, men på murstenene på begge sider af bygningen har togrejsende i omkring 100 år skrevet deres navn og årstal. Det er sjovt at se alle de gamle og nyere ‘grafittitags’. Den ældste, vi fandt, var fra 1/7-1927. Kan I finde én, der er ældre? 

Info til byvandring

De gamle smukke stationsbygninger blev opført ved etablering af Kystbanen i 1897. Den nye status som stationsby satte skub i udviklingen af byen. Dengang var der bare en åben mark omkring stationen. Mange nye villaer, badehotellet og forretninger skød op i den periode. De lokale fiskere nød også godt af den nye velstand. Der blev nemlig bevilliget penge til opførelsen af den første havn som en del af den nye udvikling.

Stationen er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck. Kystbanens stationer regnes for hans gennembrudsværk og hovedværk. I 1898 modtog han Eckersberg Medaljen for stationsbygningerne. Vi er så heldige at have to af dem.

På murstenene mod banen har togrejsende i omkring 100 år skrevet deres navn og årstal. Det er meget fascinerende at se alle de gamle og nyere ‘grafittitags’ på væggene. Den ældste, vi har fundet, var fra 1/7-1927.

Rungsted Kyst Station

Rungsted Remise

Turen går videre langs banen og de gamle DSB boliger af Østre Stationsvej. For enden af vejen finder I den gamle Rungsted remise. Her holder Nordsjællands Jernbaneklub til og istandsætter de gamle veteranlokomotiver. Hvis man er heldig, er de der, og man kan få et kig ind i den gamle remise. Er remisen lukket, kan man stadig opleve de gamle toge, stationsbygninger og drejeskive mv. 

Spørgsmål nr. 12 - små børn
Hvilken farve har den flotteste togvogn du kan finde ved Remisen?
Spørgsmål nr. 12 - større børn
Et af de store lokomotiver på Remisen har været med i en aktionfilm med en meget berømt agent – kan du gætte hvilken aktion film?

Svar:  ‘DSB S 740’ er bygget i 1928 og var med i James Bond–filmen ‘Octopussy‘ fra 1983. Her trækker det i høj fart en togvogn lastet med en atombombe, alt imens James Bond (Roger Moore) slås mod skurkene på taget.

Info til byvandring

Rungsted Station var endestation for banens oprindelige dobbeltspor fra Østerbro. I forbindelse hermed blev der opført en remise for to lokomotiver. Bagest i remisebygningen findes en vandtank til damplokomotiver og opholdslokaler for personalet. Vandkranen og læssekranen er også bevaret i dag. Ved indførelsen af dieseltrækkraft blev remisen overflødig. Nordsjællands Veterantog (stiftet 1968) overtog bygningen i 2009. Remisen er istandsat med midler fra Realdania.

Retur til Rungsted Station

Når I er færdige på remisen, skal I retur til stationen. Er I blevet sultne eller tørstige, kan I besøge Stationsstuen på den modsatte station (vestsiden). Det kræver lige en tur over skinnerne, tag trappen eller elevatoren. 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Ellers fortsætter I op til lyskrydset ved Rungstedvej og følger Rungstedvej retur ned mod havnen. 

Ad Rungstedvej mod havnen

I gamle dage hed Rungstedvej Kohaveallé. Det var en flot allé med kastanjetræer på begge sider af vejen. Træerne blev fældet for at gøre plads til en ny og bredere vej. På et langt stykke er der stadig kastanjetræer den dag i dag.

I kan være heldige, at der også er heste på foldene bag rækken af kastanjetræer. Husk at hilse på dem, hvis de er ude. 

Spørgsmål nr. 13 - små børn
Hvor mange kastanjetræer kan du tælle på vejen tilbage mod havnen?
Spørgsmål nr. 13 - større børn
Der er mange kastanjetræer på vej mod havnen, men hvor mange af de andre træer kender du navnene på?

Info til byvandring

Rungstedvej hed tidligere Kohaveallé  opkaldt efter kohaven, der lå i den vestlige del af Rungstedvej, hvor køerne til avlsgården på Hirschholm Slot græssede. Træerne i alléen blev fældet i flere omgange for at gøre plads til udvidelse af vejen, bla. i 1930’erne og igen i 1960’erne. 

Ewalds Høj – den anden

Lige inden havnen ligger den anden ‘Ewalds Høj’. Den er på venstre side lige inden lyskrydset. Denne gravhøj er også fra bronzealderen, og nu skal I på ‘bjergbestigning’. Følg stien som går rundt og opad. Fra toppen har I nok byens bedste udsigt udover havnen.  

Her er der mulighed for at nyde ‘en frokost med udsigt’.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/ 

Spørgsmål nr. 14 - små børn
Manden på mindesmærket skrev bøger. Hvilke bøger kan du godt lide at få læst højt?
Spørgsmål nr. 14 - større børn
Ude i Øresund kan du se en ø. Det er den svenske ø Hven. Hvor langt er der over til øen, tror du?

Svar: 9 km

Info til byvandring

Johannes Ewald boede på Rungsted Kro i årene 1773-1775 (dengang Rungstedlund). Man mener, at han ofte sad på netop denne høj og fik inspiration til sine skriverier. Han skrev blandt andet ‘Rungsteds lyksaligheder’, der blev udgivet i 1775. Han skrev også vores ene nationalsang ‘Kong Christian stod ved højen mast’. Mindesmærket blev opsat i 1876 for at markere 100 året for Ewalds ophold i Rungsted.  

 

Rungsted Kro

Når I kommer ned fra højen, ligger Rungsted Kro på den modsatte side af vejen. Der har været kro her i over 100 år. I gamle dage kunne man overnatte på kroen, i dag er der kun restaurant 

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 15 - små børn
Se hvor skæve vinduerne er. Hvilket er det mest skæve?
Spørgsmål nr. 15 - større børn
Kroen er bygget med en gammel byggemetode, som engang var meget almindelig. Hvad kaldes det?

Info til byvandring

Man kender til eksistensen af Rungsted Kro siden starten af 1500 tallet, og i 1613 blev ‘Runstie Krogh’ drevet af en Willum Carram. I 1624 var der også postkontor på kroen. Posten fra København mødtes med posten fra Helsingør på Rungsted Kro for at udveksle breve.
Rungsted Kro lå på Rungstedlund indtil ca. 1803, hvor kroen efter en brand flyttede til en bygning på den anden side af Strandvejen – omtrent hvor det store lyskryds er. 
Med Kystbanens åbning i 1897 strømmede gæsterne til fra København. En restauratør, Theodor Fugmann, fra København så potientialet i området. Han købte kroen og udbyggede  den til et moderne badehotel til de fine gæster. Rungsted Badehotel var født. Omkring år 1900 købte han også den ældre ejendom på Rungstedvej, som han indrettede og åbnede som kro, hvor man kunne få et måltid mad og en overnatning til en rimelig pris.  

Det er der, vi i dag finder Rungsted Kro. Dele af bygningen kan spores tilbage til 1600-tallet, men det meste af bygningen er dog knap så gammel.  

Tilbage til Rungsted Havn

Sidste stop på turen er på modsatte side af lyskrydset ved det store skilt ‘RUNGSTED HAVN’, der byder velkommen ind på havnen. 

Hvert år besøger omkring 1,5 mio gæster havnen og nyder serveringen på en af de mange restauranter, går tur, dyrker vandsport og sejlads eller shopper i havnens butikker.

Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/  Hørsholm & Rungsted https://horsholm-rungsted.dk/byvandring-i-rungsted/

Spørgsmål nr. 16 - små børn
Hvilken farve har den store kran (foran butikken ShipShape), der hejser bådene op og ned af vandet?
Spørgsmål nr. 16 - større børn
Hvor mange både og joller tror du, der er på Rungsted Havn? 

450 600 850

Info til byvandring

Efter et borgermøde på Rungsted Cyclistpavillon den 7. juli i sommeren 1916 skete der endelig noget. 150 mennesker var mødt op, og efter mødet var finansieringen af den fremlagte øhavn på plads, og fiskerne i Rungsted kunne endelig få deres første rigtige havn. Havnen blev indviet den 29. juni 1923. I slutningen af 60’erne var havnen imidlertid slidt ned, og i 1973 for 50 år siden blev den havn, du kan se i dag, indviet.

Nu skal havnen udbygges igen. Det forventes, at den kommende havn vil være færdig i 2027. Udvidelsen rummer flere bådpladser, en eventplads med legeområde, bænke, solterrasser mm. samt et større strandområde med en tilhørende ‘klippeø’. 

Havneudvidelse Rungsted Havn

Tak fordi I tog med os på denne rejse i en lille bid af Rungsteds historie.  

 

LANGAUGE »