Vinterbadning i Rungsted

Vores lokale ejendomsmæglere kalder området langs Strandvejen i Rungsted for ‘badekåbernes paradis’. Rungsted Havns to foreninger for vinterbadere har tilsammen over 1500 medlemmer, og dertil skal lægges alle dem der tager det kolde dyp i Øresund uden at være medlem i en vinterbadeklub. Mildt sagt så vrimler det med badekåber på Rungsted Havn og Rungsted Strandvej i de kolde måneder, så det er ikke uden grund når ejendomsmæglerne kalder Rungsted for ‘badekåbernes paradis’.

Stolte traditoner for det kolde gys i Rungsted

Da jeg for +20 år siden flyttede til byen og blev inviteret til den første fest i lokalområdet, var der én ting, der kom meget bag på mig. Som det hører sig til, skulle fødselaren have de stående hurraråb med på vejen, men efter de utallige hurra’er råbte hele selskabet ‘Rungsted Søbad’, inden de skålede. 

Jeg er opvokset blot 20 kilometer herfra, og der er traditionen i min familie, at man afslutter hurraråb med ‘suset fra Øresund’, der lyder nogenlunde sådan her “ssscchhhhh”

I alle de år jeg har boet her i byen, er jeg aldrig rigtig blevet fortrolig med at bytte ‘suset fra Øresund’ ud med ‘Rungsted Søbad’, når nogen skulle fejres. Ihverfald ikke før jeg selv for nogle år siden blev medlem af et af de lokale badelaug.

Rungsted Søbad 1955
Rungsted Søbad Bademester Dalby
Vinterbadning på Rungsted Havn

Rungsted Søbad

Rungsted Søbad lå syd for Rungsted Havn i årene 1950-1973. Rigtig mange beboere i byen, gik om sommeren til svømmeundervisning i Rungsted Søbad.

På Museums Foreningens Facebook side dukker der ofte læser-historier frem om Bademester Dalby, der underviste byens børn i svømning, og hos hvem man kunne købe cigaretter til 50 øre stykket. Det siges også at han børstede tænder med vandet fra Øresund, for at vise hvor rent vandet var.

I 1973 blev badeanstalten nedlagt i forbindelse med opførelsen af den nye havn. Kort efter byggede man Hørsholm Svømmehal, der nu kunne lægge bassin til svømmeundervisningen for byens børn.  

Hørsholm-Rungsted Vikingelaug

Allerede året efter nedlæggelsen af badeanstalten blev ‘Hørsholm-Rungsted Vikingelaug’ stiftet, og er i dag er det ældste badelaug på Rungsted Havn, med har mere end 40 år på bagen. Lauget holder til i Vinterpaladset på sydmolen og har mange stolte og kreative traditioner som Lurblæserlauget Lurendrejerne, julebadning og standerhejsning med dåb af nye medlemmer. Det går ikke kedeligt for sig, og selv kalder de sig også ‘de muntre helårs vinterbadere’. 

De har plads til 600 medlemmer, og der er pt. ventetid på optagelse.   

Rungsted Havbad

I december 2020 åbnede Rungsted Havbad op for de første medlemmer. Baggrunden for det nye badelaug var ønsket om en sauna på havnen. Der blev oprettet en facebookgruppe for at løje opbakningen blandt byens beboere, og siden gik det rigtig stærkt. 

Hørsholm Kommune bevilligede penge til projektet, der blev afholdt stiftende generalforsamling, og foreningen fik sit navn i november samme år. Rungsted Havbad og saunaen har nu sin faste plads på havnens nordlige mole – lige overfor vandskibroen.

Der er omkring 800 medlemmer, og pt. venteliste. 

Rungsted Havnbad sauna
Foto: Rungsted Havbad
Lurblæserlauget Lurendrejerne fra Hørsholm-Rungsted Vikingelaug
Foto: Hørsholm-Rungsted Vikingelaug
Kort over Rungsted Havn

Er det sundt at vinterbade? 

Vinterbaderne er ikke i tvivl. Hvis du spørger dem er svaret et stort klart JA!. De kan mærke det på egen krop, og de seneste år har videnskaben fulgt med og bakker op om alle de gode egenskaber ved vinterbadning – også når det gælder humøret. Når man bader i koldt vand, bliver der frigivet en masse signalstoffer i hjernen: adrenalin, noadrenalin, serotonin, kortisol og dopamin. Signalstofferne er både medvirkende til at blodkarrene trækker sig sammen og slapper af igen, men de har også en positiv effekt på humøret. Det er medvirkende til, at man som vinterbader føler sig ‘lidt høj’ efter det kolde gys.

Ifølge nyere studier øger vinterbadning forbrændigen og styrker immunforsvaret. Andre sundhedsmæssige faktorer som lavere risiko for hjertekarsygdomme og diabetes bliver også ofte fremhævet.

Gode råd til vinterbadning 

Det er ikke ufarligt at vinterbade i iskoldt vand, så det er vigtigt at du passer på dig selv når du vinterbader. 

  • Gå aldrig alene i vandet. Heller ikke selv om du er erfaren vinterbader. 
  • Varm muskerne op inden du går i vandet, med en rask gåtur eller en løbetur. 
  • Hvis du kommer fra en varm sauna, så lad kroppen køle lidt af inden du hopper i det kolde vand. 
  • Hvis du ikke er erfaren vinterbader, så start med korte dyp af 5-10 sekunders varighed. 
  • Tag varmt tøj på efter du har været i vandet, så du ikke bliver unødigt nedkølet.
  • Hvis du er i tvivl om dit helbred er til vinterbadning, så rådgiv dig med din læge først.
LANGAUGE »