oplev byen

Snefald – hvor kælker vi? 

Euforien stiger, når sneen falder. Vi venter spændt på, om der kommer nok til at farve verdenen hvid. Og sne nok til en kælketur. Kælk og slæder findes frem, for nu kan der kælkes. Nu skal der kælkes! Børn som voksne. 

Her er en håndfuld steder, som er værd at køre efter. Måske kender du flere steder, der er værd at kende på en god kælkedag? 

Kirstineparken/Nattergalevej 

Her er en lang og god bakke for børn i alle aldre. Hældningen er tilpas, så de mindste børn sagtens kan tage turen alene, men de kommer nok længere med lidt mere ballast. Kælkebakken ender ved den store Eventyrlegeplads. 

Opnæsgaard 

Græsplænen foran Opnæsgaard har en god hældning og masser af albuerum. 

Rungsted skole

Ved boldbanen er der en lille bakke, som giver sus i maven på de mindste, der skal på kælkebakke for første gang. 

Rungsted golf

Når du følger stien langs golfbanen fra Fritidshuset forbi diverse boliger, så ligger der en skøn bakke lige inde til højre før viadukten under Kystbanen. 

Den er ikke superlang, men den har en god hældning, så der kan komme fart i kælken. Bakken er forholdsvis bred, så der er plads til flere. 

Psst…. skal skøjterne også frem?

8. februar 2021 blev isen på slotssøen målt – og den er nu tyk nok til færdsel på isen.

Du må færdes på et større område i den nordvestlige ende af søen. Der er sat skilte op, som afmærker hvor det er tilladt at skøjte

Lidt længere væk 

Fredtoften må nævnes her, selvom den ikke ligger i vores by – men næsten. 

Fredtoften er kendt for den sejeste kælkebakke, som giver sus i maven på de største. Der er også mindre bakker, så de mindre også kan være med. 

‘benbrækkeren’

Benbrækkeren’ i Rungsted Hegn gik måske for at være områdets vildeste kælkebakke. Det var dengang inden Rungstedvej blev ført udenom Pennehave. Man kan næsten fornemme det på navnet og mærke det i knoglerne. I dag kan man se resterne af den, hvor den ligger lige over for Sanskevej ud til Rungstedvej.