Søndag d. 8. september holder Arboretet åbent hus for både børn og voksne. Her kan du besøge den botaniske samling i Hørsholm og blive klogere på, hvad der egentlig foregår i Arboretet.
Du kan selv gå på opdagelse eller deltage i en eller flere af aktiviteterne. Hele dagen er gratis og kræver ikke tilmelding. Tag gerne madpakke med og nyd frokosten i Arboretet. Husk, hunden skal blive hjemme.
Åbent Hus for børn og deres forældre
Fra kl. 10-15 kan børn sammen med deres voksne gå på opdagelse i Arboretet. Du får udleveret et kort ved indgangen og skal sammen med dine forældre løse opgaver og blive klogere på naturen og dyrene i Arboretet.
I Skolestuen kan i komme helt tæt på vores udstoppede dyr, kigge i stereolup og farvelægge dyr og insekter.
Kl. 12 vil der være en rundvisning for børn, hvor vi i børnehøjde fortæller om de spændende planter i Arboretet. Både de mærkelige, de giftige, de kæmpestore og de bittesmå.
Arboretets botaniske samling
Forskere fra Københavns Universitetet viser rundt i Arboretet og fortæller om den store samling og forskningen der bliver lavet her.
Rundvisninger kl. 10.00 og kl. 13.15. Rundvisningen varer ca. 1 1/2 time og starter ved den første plæne, 100 meter fra indgangen.
Kl. 12.15 plantes et træ i anledning af Fonden for Træer og Miljø’s 50 års jubilæum. Formanden fortæller i den anledning, lidt om den udvalgte art. Alle er velkomne til at deltage.
Terapihaven Nacadia
Forskere fra Københavns Universitet viser rundt i Terapihaven og fortæller om naturbaseret terapi, sundhedsfremmende natur og de kriterier en terapihave skal opfylde, for at opnå en positiv indvirkning på helbredet.
Rundvisninger kl. 10.15, 11.15 og 12.15. Rundvisningen starter ved indgangen til Terapihaven, ca. 400 meter fra parkeringspladsen. Vi anbefaler at komme i god tid.