Oplev byen

Efterår og Halloween:

Krea inspiration

Har I lyst til at være kreative med børnene i efterårsferien, har vi her samlet en masse inspiration til hyggelige efterårssysler. Der er både inspiration til at pynte op og byde efteråret velkommen, og inspiration til en flot Halloween sidst på måneden. 

Byd efteråret velkommen

Jeg elsker efterår! Jeg er vild med farverne og det ekstra klare lys, men jeg synes også efteråret kan noget andet helt specielt. Det får os til at rykke sammen som familie. Vi rykker indendørs og samles igen i sofaen eller rundt om spisebordet med varm kakao og hjemmebag. Det er en anden form for hygge, end den vi havde med lange sommeraftener i haven, og jeg kan også virkelig godt lide hyggen i denne årstid, der også indbyder til kreative sysler som familie.

En rigtig fin måde at byde efteråret velkommen er med en fin dørkrans. Gå på jagt i haven eller i skoven efter fine grene, afblomstrede blomster, blade, nødder, æbler eller hvad I eller kan finde. 

Bladkransen er lavet ved at trække blade på en tyk ståltråd. Den anden krans ved at lave små buketter af grene og blade og binde dem på en halmkrans, eller en krans i selv laver af kviste fra skoven. 

Efterårskrea – mest for børn

Brug efterårets smukke blade til at lave sjove fantasidyr med børnene. Det kræver ikke mere end noget papir og maling. Gå en tur i skoven og find de flotteste og mest finurlige blade til jeres efterårsdyr. I kan også lave en løve med en flot blad-manke, eller et egern med en hale af flotte blade.

Kastanjedyr og de fine kastanie-spind er jo ren nostalgi for mange af os. Her har kastaniehjorten fået en opgradering med fine perler på halsen og halen. Vi har lavet en liste med steder hvor byen har leveringsdygtige kastanjetræer.

Find kastanjetræerne

Højsæsonen for kastanjer i første halvdel af oktober, men her kan du se hvor I stadig være heldige at finde kastanjer.

Hørsholm stadion, nede ved banen og ca. halvvejs rundt.

Ved Eventyr legepladsen

Ved Hørsholm kirke – stien over for det gamle museum

Rundt om Sophienberg Slot

Gl. Hovedgade

Arboretet

Kastanjevej ved nr. 6

Bliv klar til Halloween

Når man er rigtig glad for halloween, så kan man ikke starte forberedelserne for tidligt. Vi har her samlet både indendørs og udendørs forberedelser som I kan hygge jer med i efterårsferien.

Bladspøgelser er så fine og nemme at lave. Det kræver blot en tur i skoven efter blade, noget hvid maling og en sort tusch. Sørg for at bladene er helt tørre når I maler dem. Brug dem på bordet eller tallerkenen til Halloween middagen, eller sæt dem på snor og hæng dem op.

Når nu I er i skoven alligevel, så kan I samle grene og kviste til at få styr på hekse-parkeringen til Halloween. Find nogle flotte grene til kosteskafter, og en masse kviste. Lav et bundt at kvistene som i sætter grenen i midten af, og brug sejlgarn eller lign. til at samle det med. Slut af med at studse kvistene så de får nogenlunde samme længde.

Flagermus skal der til.. 

Til halloween hører flagermus. Derfor har vi lavet nogle skabeloner som I kan printe og bruge. I kan enten bruge dem til en flot dørkrans, sætte dem på grene i stuen, eller sætte dem direkte på væggen eller dørkarmene.

Det kræver i første omgang en printer. Print skabelonen som du kan downloade her under. Klip flagermusene ud og tegn dem så over på sort karton med en blyant. Lav en masse flagermus på kartonen, og klip så dem alle sammen ud. 

Halloweenpynt til væggen

I kan også hygge jer med at klippe fint halloweenpynt som I kan hænge op. Fremgangsmåden er den sammen som for flagermusene.

Print skabelonen som du kan downloade her under. Klip skabelonerne ud og tegn dem så over på sort karton med en blyant. Klip alle figurerne ud, og lim en tynd snor på bagsiden, og de er nu klar til at hænge op.

Vær obs på at få ligevægt i kosten når den limes på snoren, ellers ‘vælter den’.

Malede græskar

Byens butikker bugner lige nu med halloweengræskar. Det er for tideligt at skære græskar i efterårsferien, det skal helst gøres så tæt på halloween som muligt, så de ikke når at rådne. Men I kan sagtens forberede nogle flotte græskar alligevel. Personligt er jeg ret vild med malede græskar, og selv de græskar der bliver skåret uhyggeligt ud til halloween, får en omgang sort maling inden de kommer frem.

I kan male dem ensfarvede, måske med stilken i guld, med mønstre, eller som på det sidste billede, hvor der er hældt maling over i skiftevis hvid, sort og orange.

Kreativt pop-up værksted

Hørsholm bibliotek inviterer efteråret indenfor og afholder et pop up værksted hvor I i familien kan lave ting af kastanjer og andre naturmaterialer fra årstiden. Vi sørger for materialer og værktøj, og selvfølgelig god biblioteksstemning.

Arrangementet henvender sig til børnefamilier, er gratis og kræver ikke tilmelding eller billetter.

Det er torsdag d. 21. oktober kl. 10.00-12.00 på Hørsholm Bibliotek.

MØD OS PÅ